Jeg hedder Ditte Marie, jeg er 22 år gammel, lærerstuderende og mad entusiast! I og med at jeg er studerende på SU, og at mad er en dyr hobby, gør jeg alt hvad jeg kan for at du og jeg kan spare penge – og jeg deler det med dig, lige her!

Denne blog omhandler LCHF, og min hverdag med denne livsstil. LCHF har ændret mit liv, øget min livsglæde, min livskvalitet og ikke mindst min selvtillid. Jeg er 173 cm høj og vejer 80kg, så selvom jeg er nogenlunde tilfreds med min krop, ville nogen nok mene, at jeg sagtens kunne tåle at smide lidt… MEN

Mens LCHF er for nogen blot en måde at tabe sig på, har det for mig primært været for at “tæmme sukkermonsteret” som lever i de fleste af os. Jeg er nemlig én af dem, som har svært ved at sige nej, og pga mit sukkerindtag, har jeg lidt af voldsom hovedpine siden jeg var barn. LCHF har fjernet mine hovedpiner og derudover mine menstruationssmerter og min oppustethed + et par overflødige kilo og cm.

Jeg lever som det man ville kalde “liberal” LCHF’er. Jeg tæller ikke kulhydrater eller kalorier, jeg spiser hvad jeg har lyst til, HVIS indholdsfortegnelsen ligger på under 5g kulhydrat pr. 100g.

Denne blog er udsprunget af dels min entusiasme for mad, og dels mit ønske om at udbrede denne livsstil. Her vil jeg dele mine egne og andres opskrifter som jeg finder inspirerende og lækre! Hvis der er spørgsmål, vil jeg til hver en tid kunne kontaktes i bloggens tilhørende Facebook gruppe.

Oppe i venstre hjørne er der en menu, og der kan du bl.a finde alle opskrifterne listet i opskrift indekset og læse lidt generel fakta om LCHF. Du kan også finde en side med tanker og oplevelser fra mit liv med LCHF eller bare om sniksnak. Jeg undskylder at mine billeder er så dårlige, men jeg er hverken fotograf eller grafiker, og de er taget med min iphone og oftest uredigerede (hvis du er heldig, har jeg leget med et filter). Håber du kan se bort fra billederne, og at mine ord så til gengæld kan give et smil på læben.

Jeg håber du vil finde mine opskrifter og tanker inspirerende og nyttige, og jeg ønsker dig al held og lykke med din nye livsstil. De bedste hilsner, Ditte Marie